Læserbrev: Prøv at forestille dig, at rejsetiden med tog fra Tønder nedsættes med et kvarter til både Esbjerg og Niebüll. Rejsetiden bliver dermed kortere med tog end med bil og man vil samtidig kunne nå nogle vigtige togafgange til henholdsvis København samt Hamborg.
Dette ville være et kæmpe serviceløft for brugere samt pendlerne og kunne flytte mange nye brugere til Vestbanen.
Banedanmark har tidligere dokumenteret en god økonomi og forrentning ved en opgradering fra de nuværende 100 til 120 km/h.
Bl.a. derfor blev hele banelegemet fornyet i 2011, men et nyt signal og sikkerhedssystem udeblev, fordi en ny teknik senere alligevel skulle indføres.
Senere ville Banedanmark afvente, at strækningen fra Niebüll til grænsen ligeledes blev opgraderet.
I mellemtiden er NEG i fuld gang med den nødvendige modernisering på den tyske del af strækningen, men projektet nord for grænsen er åbenbart gået helt i glemmebogen.
Eksperter vurderer, at færdiggørelsen på den danske del vil koste maks. 20 mio. kr.
Men i det seneste trafikudspil fra regeringen kan man se, at der i stedet prioriteres strækninger, hvor nogle få minutters besparelse på rejsetiden koster over 100 mio. kr.
I Slesvigsk Parti interesserer vi os rigtig meget for både infrastruktur og det grænseoverskridende samarbejde. Da både Banedanmark og folketinget åbenbart har glemt at se på vilkårene i Tønder kommune, så vil vi afsøge opbakning for at få “hastigheden” sat op. Det ligger da lige til højrebenet!
Jørgen Popp Petersen
Solderupvej 49 Søvang
KB medlem Slesvigsk Parti