Det kniber med mangfoldigheden i kommunalpolitik. F.eks. udgør kvinderne blot en tredjedel af byrådene, og kun 14 af landets 98 borgmestre er kvinder. Kom og vær med til at skabe balance i byrådene!

Det er et demokratisk problem, når byrådene ikke afspejler den befolkning, de repræsenterer. Det gælder den erhvervsmæssige og den kulturelle baggrund, det gælder alder, og det gælder i særlig grad fordelingen mellem kønnene. Vi har brug for større mangfoldighed og flere kvinder i byrådene, først dér kan man tale om ægte demokrati. Der er sikkert gode forklaringer på den manglende balance og den ulige kønsfordeling i politik, men det er ingen undskyldning for bare at lade stå til. Større mangfoldighed i byrådene giver flere vinkler på tingene, en bredere diskussion – og derigennem bedre beslutninger. Arbejdet med at få flere kvinder ind i politik skal styrkes – og det kommende kommunalvalg er en god anledning til det.

Hos Slesvigsk Parti vil vi gerne have flere kvinder til at stille op – og flere kvinder valgt ind. Så til dig, der interesserer dig for lokalområdet, klimaet, skolernes vilkår, de kulturelle udbud osv. – engagér dig og deltag i den politiske debat. På den måde er du med til at sætte rammerne for det liv, der leves i din kommune.

Er du interesseret, så kontakt et af vores 10 byrådsmedlemmer. Du finder os på slesvigsk-parti.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.