Pressemeddelelse: Der skal selvfølgelig sættes en stopper for Statens Kunstfonds planer om at tage penge fra musikskoler i mindre byer for i stedet at give dem til skoler i landets fire største byer. Det forringer muligheden for, at unge uden for de store byer kan dyrke musikken og udvikle deres talent, mener en stribe borgmestre og kulturpolitikere i et aktuelt opråb.

Formanden for Sønderborg Kommunes kulturudvalg, Stephan Kleinschmidt (S) har dannet fælles front med politikere fra Syd- og Sønderjylland i en protest imod, at Statens Kunstfond vil fjerne 4,5 millioner kroner fra MGK-skolerne (Musikalsk Grundkursus) i byer som Kolding, Sønderborg, Esbjerg, Holstebro, Herning og Skive. Sammen med borgmestre og kulturudvalgsformænd fra de nævnte byer har han endnu engang sendt et bekymringsbrev til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Kultur- og indenrigsministrene samt Folketingets kulturordførere. Det første blev sendt i februar.

Statens Kunstfond får her hård kritik for sine planer om at fjerne 4,5 millioner kroner fra musikskoler for unge talenter i mindre byer og i stedet give pengene til skoler i landets fire største byer. Konkret betyder det, at MGK Syd står til at miste 1,6 millioner kroner ud af et samlet budget på 6,8 millioner kroner. Op til 30 studiepladser forsvinder i vores region.

”Forslaget er udtryk for centralisering af kulturlivet, som svækker den decentrale struktur og slår revner i den musikalske fødekæde. Det vil kunne mærkes blandt unge musiktalenter, fordi den nye fordeling vil dræne de mindre MGK-skoler for ressourcer. Det er dybt problematisk. Derfor kæmper vi imod”, siger viceborgmester Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti), der også er formand for Kultur, Idræt, Handel og Turisme og fortsætter:

”Musikalsk Grundkursus har i 10 år styrket musikalske miljøer og talenter i Sønderborg. Det er vores ambition at MGK forbliver attraktivt uden for landets fire største byer.” 

Fakta:

  • MGK Syd med afdelinger i Kolding, Sønderborg og Esbjerg står til at miste op til 30 studiepladser.
  • Siden oprettelsen af MGK i 2011 og frem til 2018 har 41 elever ud af 57 elever på MGK i Sønderborg efterfølgende søgt om optagelse på et musikkonservatorium eller anden musikfaglig uddannelse.