Læserbrev: Sønderborg Kommune har løbende skærpet sin opmærksomhed på børn og unge, hvorfor der investeres i drift og anlæg også i det aktuelle budgetår. Byrådet har med børne- og ungepolitik fra 2019 skabt et godt grundlag, for at vi kan få UNICEFs ord for, at kommunen er børnevenlig på et højt plan. Hvis vi vil.
Slesvigsk Parti vil. For børn og unges perspektiv skal fylde endnu mere og certificeringen som Børnevenlig By og Kommune kan danne grundlag herfor. Slesvigsk Parti har gennem årene taget en række politiske initiativer, herunder at gratis psykologhjælp til unge med ondt i livet. Behovet viste sig at være der, desværre. Det førte til at der er afsat flere midler til få ventelisterne ned, så vi griber så mange som muligt, før de falder ud over kanten.
Med den aktuelle budgetaftale er der opbakning til at udvide indsatsen for den mentale sundhed til også at omfatte børn-og unge i folkeskolerne. Det er særligt vigtigt at sætte ind overfor dårlig mental sundhed hos børn og unge, da nogle ellers er i risiko for at udvikle egentlige psykiske lidelser. Undersøgelser viser at næsten hver 10 pige i alderen 11-15 år mistrives. Det gælder tidlig og individuel intervention med en styrket forebyggende indsats på mental trivsel samt øget kendskab til mistrivsel. Derfor vil vi fortsat kæmpe for at børn og unge kan have et aktivt uddannelses- og unge-/børneliv, hvor der er fokus på fysisk og mental trivsel og udvikling.
Kirsten Bachmann, Slesvigsk Parti i Sønderborg Byråd