Bosætning, by og land
Bosætning handler om, at det skal være attraktivt at bo i hele Sønderjylland – både i byerne og i landdistrikterne. Vi arbejder for en afbalanceret udvikling af land og by, så service, boliger, mobilitet og lokale fællesskaber også kan hænge sammen uden for de største byer.
By og land hænger sammen
Urbanisering er en global tendens, som gør sig gældende i Danmark og således også i Sønderjylland. Mennesker flytter primært til eller i nærheden af større byer, hvor befolkningstallet stiger, mens der i landkommuner for det meste er et faldende befolkningstal.
Denne tendens gælder også inden for landkommunerne: De større byer vokser, mens man i mindre byer, i landsbyer og på det åbne land oplever et faldende befolkningstal. Ude på landet fører denne tendens til, at serviceydelser, både offentlige og private (skole, læge, købmand osv.), efterhånden forsvinder.
Slesvigsk Parti ser sig selv som landdistrikternes parti. Vi er overbeviste om, at forudsætningen for en positiv udvikling på landet er, at også byområderne udvikler sig positivt. Alligevel mener vi, at særlige tiltag i landdistrikterne er nødvendige for at sikre en afbalanceret udvikling af land og by.
Det skal igen blive mere attraktivt at bo uden for de større byer.
Vi arbejder for
Infrastruktur og forbindelser i landdistrikterne
Infrastrukturen i landdistrikterne skal udvikles og holdes som minimum på samme niveau som i byerne.
Der skal sikres gode trafikforbindelser til og fra byerne. Dertil hører både attraktive offentlige trafikforbindelser og understøttelse af alternative transportmuligheder som f.eks. samkørsel.
Erhverv og arbejdspladser på landet
Initiativer til etablering og udvikling af virksomheder af enhver art i landdistrikterne skal fremmes og støttes af de offentlige forvaltninger.
Kompensation for afstande til service
Mennesker i landdistrikterne skal få en passende kompensation og understøttelse, hvis store afstande til serviceydelser medfører, at det bliver dyrere og mindre attraktivt at bo på landet.
Boliger og bofællesskaber i landdistrikterne
Ældreegnede boliger og bofællesskaber på landet skal understøttes.
Finansiering af boliger på landet skal igen blive mulig på en fair måde og ikke stilles ringere i forhold til byerne.
Lokale fællesskaber, kultur og foreningsliv
Lokale kulturelle initiativer, foreninger, landsbyfællesskaber osv. kan modtage offentlig støtte, så et aktivt liv på landet opleves som en merværdi og som et alternativ til aktiviteter i byen.
Hvorfor det betyder noget i hverdagen
Når udviklingen af by og land hænger sammen, bliver det lettere at bo og leve i hele kommunen – også når man bor i en mindre by eller et landsbysamfund. Gode forbindelser, rimelige rammer for boliger og finansiering og støtte til lokale fællesskaber gør en konkret forskel for hverdagen og for mulighederne for at blive boende eller flytte til.
