Verdens klimadag er en god anledning til at få én ting på plads: Den danske befolkning er ikke så tøvende over for klimaindsatsen, som debatten ofte får det til at lyde.
Klimarådets analyse Klimaholdninger i Danmark viser, at 84 procent ser klimaforandringer som en alvorlig trussel. 64 procent mener, at det er vigtigt, at Danmark hører til de mest ambitiøse lande i verden på klimaområdet. Og 59 procent mener, at Danmark skal reducere udledningen så hurtigt som muligt, også hvis andre lande ikke gør det samme. Det er ikke lunken opbakning. Det er et klart signal om, at mange danskere forventer en ambitiøs klimapolitik.
Analysen peger også på noget, der er særligt vigtigt i en sønderjysk sammenhæng. 66 procent accepterer solcelleparker i deres nærområde, og 65 procent accepterer vindmøller. Men folk tror samtidig, at opbakningen hos andre er langt lavere. Den skævhed betyder noget. For når modstanden fylder mest i den offentlige debat, kan det let komme til at se ud, som om befolkningen som udgangspunkt siger nej. Det gør den ikke.
Det ændrer ikke på, at grøn omstilling skal gøres ordentligt. Og det er netop her, Slesvigsk Partis linje allerede er tydelig. I principprogrammet står der, at strøm fra vedvarende kilder er fremtidens energiform, at olie, kul og gas skal udfases hurtigst muligt, og at lagring, transport og energieffektivitet er en del af energiomstillingen. Der står også, at beslutninger så vidt muligt skal træffes tæt på borgerne og ved at inddrage dem. Det er en vigtig kombination: klar grøn retning og klar lokal forankring.
Danmark har også allerede bundet sig til ambitiøse mål. Klimaloven fastsætter, at udledningen skal ned med 70 procent i 2030 i forhold til 1990, og at Danmark skal være klimaneutralt senest i 2050. Men Klimarådets Statusrapport 2026 vurderer samtidig, at regeringens nuværende klimaindsats ikke længere anskueliggør, at 70-procentsmålet i 2030 nås. Der er altså ikke først og fremmest mangel på folkelig opbakning. Der er mangel på tilstrækkelig gennemførelse.
Det gør Klimarådets anbefalinger relevante. Rådet peger på fem hovedspor: opbakningen skal gøres mere synlig, politikken skal opleves som effektiv og fair, fortællingen om omstillingen skal være meningsfuld, borgere skal inddrages mere reelt, og en klimavenlig hverdag skal understøttes bedre. Det er svært at være uenig i. Men det interessante er, at meget af det allerede ligger tæt på det, SP kræver.
Når Klimarådet taler om fairness, rammer det noget centralt. Grøn omstilling holder ikke, hvis byrderne havner ét sted og gevinsterne et andet. I SP’s principprogram ligger der allerede en tydelig tanke om balance, ansvar og hensyn til sammenhængskraften. Og når partiet samtidig beskriver sig selv som landdistrikternes parti, er det også en påmindelse om, at omstillingen ikke må udvikles med storbyblik alene. Hvis anlæg, elmaster og infrastruktur placeres i det åbne land, skal folk dér ikke bare leve med følgerne. De skal også mødes med ordentlighed, reel indflydelse og fair vilkår.
Når Klimarådet peger på borgerinddragelse og lokal accept, er det heller ikke noget fremmed for SP. Tværtimod. I principprogrammet står der sort på hvidt, at beslutninger skal træffes tæt på borgerne og ved at inddrage dem. Det gælder også på klimaområdet. For lokal modstand opstår ofte ikke kun på grund af selve projektet, men fordi folk oplever, at tingene bliver trukket ned over hovedet på dem. Den praksis er forkert. Ikke fordi al forandring kan undgås, men fordi dårlig proces skaber unødige konflikter og svækker opbakningen til noget, der i sig selv er nødvendigt.
Når Klimarådet taler om fortællinger og fællesskaber, passer det også godt til en sønderjysk virkelighed. Klima må ikke kun beskrives som procentsatser, målår og tekniske virkemidler. Her i Sønderjylland bliver omstillingen konkret. Den handler om landskabet, om fjorden, om energiforsyning, om transport, om natur, om landdistrikter og om, hvorvidt hverdagen faktisk hænger sammen. Hvis klimapolitikken mister det greb om virkeligheden, mister den også tillid.
Derfor er konklusionen egentlig ligetil. Klimarådets rapport viser, at opbakningen til klimaindsatsen er bredere, end mange går og tror. Klimarådets anbefalinger viser, at mere af den opbakning kan fastholdes, hvis politikken bliver mere ærlig, mere fair og mere inddragende. Og SP’s principprogram viser, at vi allerede har en politisk linje, der peger i den retning: hurtigere udfasning af fossile brændstoffer, mere vedvarende energi, mere respekt for natur og landskab og beslutninger tættere på borgerne.
Det er også derfor, verdens klimadag ikke bør bruges på tomme hensigtserklæringer. Det ved folk snart, hvordan lyder. Der er mere brug for at sige det enkelt: Danmark har målene. Befolkningen har i høj grad viljen. Så nu skal politikken holde op med at halte bagefter.