PRESSEMEDDELELSE: Sønderborg slutter sig til Tønder, Aabenraa og Haderslevs udbudssamarbejde. En god anledning til at starte en samarbejdsbølge mellem de fire sønderjyske kommuner, mener Slesvigsk Parti og stiller krav om en samarbejdsstrategi og analyse af potentielle driftsfællesskaber.
Sønderborg bliver fra nytår en del af Det Sydjyske Udbudssamarbejde (SUS). Det kommer i kølvandet på et formelt IT-samarbejde, der startede 2022. Samarbejdet mundede ud i synergier og potentialer ved øget samarbejde om it-indkøb med de tre andre sønderjyske kommuner. Det har givet nogle stærke sparringsfællesskaber om kommunale udbud.
Allerede i 2014 undersøgte de fire kommuner, hvorvidt de kommunale ressourcer kunne udnyttes bedre ved at indgå i kommunale driftsfællesskaber. Netop samarbejdet indenfor IT og indkøb var allerede dengang blandt de fem områder, hvor potentialet og mulighederne for etablering/udvidelse af samarbejde var størst. Samarbejdet om tilsyn ift. almennyttige boligområde og den specialiserede del af tandplejen / tandregulering var to andre.
”I Slesvigsk Parti glæder vi os over, at der igen er fremdrift i det sønderjyske samarbejde. Men jeg ærgrer mig voldsomt over, at man først nu – knap 10 år senere – igangsætter samarbejdet indenfor IT og indkøb, når nu anbefalingen allerede i 2014 var så tydelige.”, siger Stephan Kleinschmidt, der er 1. viceborgmester i Sønderborg Kommune.
Samlet identificerede screeningsprocessen dengang 27 konkrete opgaver eller områder, hvor det vurderes, at der kan være potentiale for at opnå et udbytte af et samarbejde. Det Sønderjyske Koordinationsudvalg valgte dengang at lægge analysen og arbejdsgruppens anbefalinger i syltekrukken.
”Hvorfor det sønderjyske samarbejde skal være så fodslæbende, er mig en gåde. Går det efter os, skal de sønderjyske kommuner hurtigst genbesøge de øvrige forslag og ikke mindst på ny undersøge, om der er områder, hvor kommunerne med fordel kan danne driftsfællesskaber. Målet er en mere rationel drift, højere kvalitet og mindre sårbarhed på de specialiserede fagområder. Forarbejdet er gjort”, fortsætter Stephan Kleinschmidt
Partiet mener i øvrigt, at de fire kommuner skal være fælles om en samarbejdsstrategi og vil tage initiativ til det i alle fire byråd. ”Vi opfordrer Det Sønderjyske Koordinationsudvalg at udvikle en samarbejdsstrategi og igangsætte et samarbejde, der 1) skaber merværdi for kommunernes borgere og virksomheder samt 2) bidrager til en økonomisk og samfundsmæssig positiv udvikling i de sønderjyske kommuner”, slutter Stephan Kleinschmidt.
Fakta:
Det Sønderjyske Koordinationsudvalg har til formål at drøfte sager af fælles interesse. Udvalget består af 2 repræsentanter fra hver af de fire kommuner Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa.
Oprettelse af konkrete driftsfællesskaber kan have forskellige mål:
- Sikre mere rationel drift, herunder bedre udnyttelse af materiel mv.
- Økonomisk effektivisering (samme for mindre / mere for det samme)
- Kompetenceudnyttelse på specialistfunktioner
- Mindske sårbarheden i forbindelse med medarbejderes jobskifte/undgå at ”stjæle” medarbejdere fra hinanden
- Højere kvalitet i opgaveløsning
- Bedre adgang til ydelser for borgerne
Typer opgaver som mulige driftsfællesskaber:
- Processer (eks. fælles standarder, serviceniveauer og arbejdsgange)
- Systemer (IT)
- Organisering (ledelse, administration, indkøb, kompetenceudnyttelse på specialistfunktioner)
- Lokationer/anlæg (bygninger, specielmaskineri mv.
Venlig hilsen
Stephan Kleinschmidt
Slesvigsk Parti