Pressemeddelelse: Et år efter stormfloden vil Slesvigsk Parti permanentgøre det grænseoverskridende beredskabssamarbejde og løfte det ud af en projektstatus fra 2026. Det vil sikre kontinuitet i samarbejdet og en langsigtet, bæredygtig løsning for grænseoverskridende krisehåndtering.
Kraftige regnskyl, digebrud, oversvømmelser, tørke, skov- og naturbrande, men også pandemier har det til fælles, at de ikke stopper ved landegrænsen. Netop 100-års hændelsen i 2023 ramte kysterne omkring Østersøen på begge sider af grænsen og mindede grænseregionen om, at det er helt afgørende at udvikle og styrke samarbejdet om et effektivt operativt beredskab på tværs af landegrænser.
Det dansk-tyske brand- og beredskabssamarbejde har i mere end 10 år forbedret samarbejdet og nedbrudt grænser, så landegrænsen ikke opfattes som en barriere, når der er behov for hurtig hjælp. Seneste tiltag i det EU-støttede dansk-tyske beredskabssamarbejde er projektet DANGER 112. Det er den succesfulde fortsættelse af to tidligere projekter med et voksende netværk fra “blålysfamilien”. Desværre er der igen sat en slutdato på samarbejdet – der denne gang stopper med udgangen af 2025.
Men går det efter Slesvigsk Parti er det helt afgørende, at borgerne i grænseregionen modtager den mest kvalificerede og hurtig hjælp i nødsituationer, hvor liv, ejendom eller miljøet er truet – uanset fra hvilken side af grænsen hjælpen kommer. Det kræver ifølge det sønderjyske parti, at beredskabssamarbejde permanentgøres og intensiveres. Samarbejdet skal blive en fast hjørnesten i grænseregionens beredskabsinfrastruktur, hvilket vil give Brand og Redning Sønderjylland samt Sønderborg Beredskab planlægningssikkerhed og skabe tryghed blandt borgere.
”I grænseregionen har vi i forvejen et stærkt fællesskab. Men det er vigtigt, at vi kan arbejde tæt sammen om alle former for natur- og menneskeskabte kriser, fx klimahændelser. Udfordringerne vokser, og derfor er et godt samarbejde afgørende – både politisk og praktisk. Dette fundament har vi i det dansk-tyske beredskabssamarbejde”, siger politisk ordfører Stephan Kleinschmidt, der er viceborgmester i Sønderborg Kommune
”At løse beredskabsmæssige opgaver til størst gavn for os der lever, bor og arbejder i grænselandet, kræver taktisk, operativ og strategisk koordinering på tværs af grænsen. Danmark og Tyskland, der til dagligt har hver sin lovgivning og beredskabskultur, skal kunne mødes og løse opgaver i samarbejde med hinanden”, siger Louise Thomsen, der er gruppeformand for Slesvigsk Parti i Tønder.
Det sønderjyske parti glæder sig over den aktuelle ændring af udrykningsbekendtgørelsen, som gør det muligt for tyske udrykningskøretøjer at krydse grænsen uden barrierer; men ser behov for yderligere tilpasninger. Bl.a. bør aftalen fra 1985 fornyes for at lette den gensidige bistand ved katastrofer eller alvorlige ulykker:
”Det ene er at gøre beredskabssamarbejdet på tværs af grænsen permanent, det andet er at forny det formelle grundlag for indsatserne for at få størst udbytte. Vi støtter derfor også arbejdet med at foretage de nødvendige ændringer i de bi nationale aftaler i København og Berlin”, siger byrådsmedlem i Haderslev Kommune Carsten Leth Schmidt.
”Givet de stigende udfordringer med klimaforandringer, naturkatastrofer og komplekse krisesituationer er det afgørende at bevare og styrke det grænseoverskridende beredskabssamarbejde. Det er afgørende, at de eksisterende barrierer i det grænseoverskridende beredskabssamarbejde nedbrydes. For selvfølgelig må grænsen ikke være en hindring for hurtig akut hjælp”, siger byrådsmedlem i Aabenraa Kommune Erwin Andresen.
Info
- Styrkelse af beredskabssamarbejde: Den stigende frekvens af naturkatastrofer og menneskeskabte kriser gør det nødvendigt at skabe varige, grænseoverskridende beredskabsløsninger.
- Sikkerhed for borgere: Et permanent beredskabssamarbejde sikrer, at borgere i grænseregionen kan få hurtig hjælp uanset nationale grænser.
- Effektiv brug af ressourcer: Gennem koordinering og deling af ressourcer mellem landene kan udgifter reduceres, og den samlede kriseberedsskab forbedres.