S – for kulturel mangfoldighed

Slesvigsk Parti er det tyske mindretals parti og arbejder for at sikre det tyske mindretals ligeberettigelse. Det politiske arbejde støtter mindretallets daginstitutioner og skoler. Det gør det let for børn at lære flere sprog. København-Bonn-Erklæringerne (1955), Rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal (1998) og Sprogpagten (2001) sikrer den enkeltes ret til at bekende sig til mindretallet, beskytter og fremmer det tyske mindretal i Sønderjylland. Danmark har dermed også forpligtet sig til at fremme og synliggøre det tyske sprog i offentligheden. Menneskerettighedskonventioner beskytter den enkeltes grundrettigheder uanset religiøs, sproglig eller etnisk oprindelse. Vi går ind for disse rettigheder. Dem skal vi leve op til.

Befolkningen i grænseregionen skal være meget bedre til hinandens sprog

Det står sløjt til  med sprogkundskaberne i grænselandet – kendskabet til tysk er for nedadgående i Sønderjylland – ligesom dansk er det syd for grænsen. Det er det stik modsatte af, hvad der er behov for i et moderne dynamisk samfund – og i et grænseland, der har brug for al den kommunikationskraft, der kan opdrives. Vi foreslår derfor  en fælles sprogregion, der kan sikre, at flertalsbefolkningen i grænseregionen lærer naboens sprog. Det må gerne starte så tidligt som muligt, helst når børnene kommer i børnehaven eller senest i skolen. Men det sker ikke af sig selv! Det er de politiske beslutningstagere i Berlin og København, i Kiel og i kommunerne, der skal skabe rammerne for at fremme sprogkundskaberne i grænselandet. En grænseregion med gode sprogkundskaber har en fordel, mens det er en ulempe at være en grænseregion uden sprogkundskaber. vi foreslår derfor en dansk-tysk sprogregion, hvor flertalsskolerne tilbyder mere og tidligere tysk hhv. dansk. Vi har også den unikke mulighed for at opleve sproget og kulturen på den anden side af grænsen. Det skal vi udnytte meget bedre end hidtil. Bedre sprogkundskaber er med til at skabe mere dynamik og vækst i vores grænseregion!