En stærk stemme for børn, familier og fællesskab.
Engageret lokalpolitiker, børnefysioterapeut og mor til fire med dybe rødder i Tønder – både i familielivet, foreningslivet og det kommunalpolitiske arbejde. Louise har i mange år været aktiv som instruktør og bestyrelsesmedlem i Tønder Gymnastikforening og værdsætter både motion, fællesskab og naturen omkring Vadehavet.
Et godt børneliv med mulighed for udvikling
Et godt børneliv handler om tryghed, trivsel, fællesskab og muligheden for at udvikle sig. Der skal være fokus på nærvær, relationer og kvalitet – og vi skal understøtte muligheden for at lave et stærkt fagligt og pædagogisk arbejde, som støtter børnene i deres udvikling, også når vejen ikke er lige.
Alle børn i Tønder Kommune skal mødes af trygge, inspirerende og udviklende rammer – fra vuggestue til 9. klasse. Derfor skal både daginstitutioner og folkeskoler styrkes gennem målrettede investeringer i fysiske faciliteter, indeklima og læringsmiljøer. De fysiske rammer kan dog ikke stå alene – det er det faglige personale, der med kompetence og engagement skaber den kvalitet, som gør en reel forskel for børnene.
Ambitiøs kultur- og idrætspolitik med stærkt foreningsliv
Et aktivt fritids- og kulturliv er afgørende for både livskvalitet og tiltrækningskraft. Derfor skal Tønder Kommune have høje ambitioner for idræt og kultur – med plads til både store begivenheder og lokale fællesskaber. Særligt børn og unge skal opleve muligheder for engagement og deltagelse.
Et stærkt foreningsliv kræver gode rammer og støtte til de mange frivillige, der hver dag gør en forskel. Et stærkt foreningsliv danner grobund for fællesskaber, hvor integration vokser gennem deltagelse, samarbejde og fælles oplevelser.
Sammenhængende børne-, unge- og familiepolitik – én indgang til hjælp og støtte
Tønder Kommune skal fortsat have fokus på en helhedsorienteret familiepolitik. Siden 2023 har kommunen haft en sammenhængende børne-, unge- og familiepolitik, som – sammen med planen for trivsel og mental sundhed – udgør et vigtigt fundament i arbejdet med børn og familier.
Men selv de bedste politikker gør ingen forskel, hvis de ikke bliver omsat til handling. Derfor skal dette arbejde fortsat styrkes og udvikles – med tidlig indsats, koordineret støtte og let adgang til hjælp. Det skal gå hånd i hånd med stærke dagtilbud, skoler og kulturtilbud, der styrker hverdagslivet og fællesskabet for alle familier i Tønder Kommune.
