Engageret erhvervsmand med både hænderne og hjertet skruet rigtigt på.

Erwin Andresen fra Uge er ikke bare selvstændig smedemester – han er også en ildsjæl med stort engagement i både familie og fællesskab. Han er et menneske med dybe rødder i sin familie og bruger sin fritid på at gøre en forskel i lokalpolitikken. I den nuværende valgperiode er han næstformand for Udvalget for Bæredygtig Udvikling, medlem af Økonomiudvalget og bestyrelsesformand for Aabenraa Havn – en rolle, hvor hans erfaring og drive kommer hele kommunen til gode.

Fremtid med retning – udvikling, fællesskab og ansvar

Aabenraa skal være et sted, hvor virksomheder trives, og hvor mennesker har lyst til at bo og arbejde.  Det kræver samarbejde – på tværs af partier og i tæt dialog med lokale virksomheder og aktører. Vi skal samle kræfterne om en fælles retning, hvor vækst, trivsel og tilflytning går hånd i hånd. Det kræver visioner og brede prioriteringer: fra byudvikling og kultur til uddannelse, dagtilbud og stærke erhvervsvilkår. Derfor arbejder jeg for en sund og ansvarlig økonomi, der giver plads til investeringer i både erhvervsliv og offentlig infrastruktur.

Byudvikling med blik for helheden

Aabenraa skal udvikle sig med ambition og omtanke. Vi skal styrke kommunens profil og gøre den endnu mere attraktiv for både borgere, besøgende, virksomheder.

Det kræver en byudvikling, hvor boligområder, byrum og erhverv går hånd i hånd – ikke mindst i samspillet mellem by og havn. Byudvikling skal styrke tiltrækningskraften, skabe gode rammer for livet i byen og samtidig sikre plads og muligheder for havnens virksomheder og arbejdspladser. Aabenraa skal være et sted, hvor investeringer kan vokse, og fremtidens projekter får de bedste betingelser for at lykkes.

Grøn omstilling som drivkraft

Den grønne omstilling er ikke kun en nødvendighed, men en historisk mulighed for Aabenraa. Vi har potentialet til at blive førende inden for vedvarende energi og sektorkobling – hvor el, fjernvarme, vand og nye teknologier spiller sammen. Nu skal vi sætte tempoet op med en målrettet erhvervssatsning. Grøn omstilling handler ikke kun om klima, men også om lokale arbejdspladser, innovation og investeringer. Aabenraa skal blive et centrum for både grøn udvikling og stærk følgeindustri.

”Erwin kombinerer praktisk lederskab med solid politisk erfaring og indsats for at skabe en stærk udvikling med blikket rettet mod dynamisk samarbejde, levende fællesskaber og bæredygtig by- og havneudvikling”