Juli er Disability Pride Month. En måned, der sætter fokus på mennesker med handicap, deres rettigheder, identitet og bidrag til samfundet – men også på de barrierer, der stadig står i vejen for at kunne deltage på lige fod.

Disability Pride Month har sit eget flag med striber, der repræsenterer forskellige former for handicap: fysiske handicap, neurodivergens, usynlige og udiagnosticerede handicap, psykiske handicap og sensoriske handicap.

Disability Pride handler ikke om at romantisere handicap eller lade som om, hverdagen altid er let. Det handler om, at ingen skal skamme sig over den, de er. Og om at flytte blikket fra medlidenhed og begrænsninger til ligeværd, selvbestemmelse, synlighed og retten til at være en del af fællesskabet.

Det ligger helt i tråd med Slesvigsk Partis handicappolitik.

Vi arbejder for, at mennesker med handicap kan leve et selvstændigt liv og deltage på lige fod i samfundet. Ingen må stilles ringere på grund af et handicap, og mennesker med handicap skal inddrages, når der træffes beslutninger, som vedrører dem. Tilgængelighed handler både om at fjerne fysiske barrierer og om at skabe reelle muligheder for deltagelse i skolen, på arbejdspladsen, i boligområdet og i fritiden.

Gösta Toft

Formand for Slesvigsk Partis Regionsudvalg