Masser af indtryk, samtaler og tre vedtagne motioner

I weekenden var fire fra SP og junge SPitzen i Gandia ved Valencia til EFA-kongres: Gösta Toft og Ruth Candussi fra SP samt Jeppe Jepsen og Birthe Andresen fra junge SPitzen.

Det blev nogle tætte dage med møder, diskussioner og mange samtaler med folk fra andre regioner og mindretal i Europa. Og noget af det, der stod klart ret hurtigt, var, hvor meget der egentlig går igen fra sted til sted.

Rammerne var spanske, værterne var Més Compromís. Men emnerne var på ingen måde fjerne. Tværtimod. Meget af det, der blev talt om i Gandia, handler også om hverdagen hos os: bolig, transport, sprog, kultur og spørgsmålet om, hvem der egentlig skal have lov at træffe beslutninger tæt på folks liv.

Et Europa, hvor højrefløjen flytter sig hurtigt

Et af de store temaer på kongressen var højredrejningen i Europa. Ikke som et stort teoretisk emne, men helt nede i praksis: Hvordan arbejder højrepopulistiske partier i de enkelte lande og regioner? Hvilke fortællinger bruger de? Hvorfor virker de? Og hvordan svarer man igen uden selv at komme til at lyde tom eller kunstig?

Der var ikke nogen nemme svar. Det var sådan set også noget af det mest ærlige ved kongressen. Flere fortalte, at man godt kan se, hvordan højrefløjen arbejder, og man kan også godt gennemskue deres greb. Men det er en anden sag at give folk svar, der faktisk opleves som troværdige og brugbare i deres hverdag.

Det er nok også noget af det vigtigste at tage med hjem. For hvis man ikke kan give ordentlige svar på reelle problemer, så overlader man pladsen til dem, der gerne vil gøre det hele enklere, hårdere og mere skævt, end det er.

Det gælder jo også i Sønderjylland. Når unge familier har svært ved at få lån til et hus på landet. Når den lokale kollektive trafik ikke hænger ordentligt sammen. Når energiplanlægning bliver oplevet som noget, der kommer ovenfra i stedet for noget, man er med i. Så nytter det ikke at sige, at sådan er vilkårene bare. Så skal der findes bedre svar.

Tre motioner i bagagen

SP og SSW havde tre fælles motioner (beslutningsforslag) med til kongressen. Alle tre blev vedtaget enstemmigt, og det var selvfølgelig noget af det, der gjorde turen hjem lidt lettere.

Nu kan motionerne bruges politisk i det videre arbejde over for EU-Kommissionen, samarbejdspartnere og andre beslutningstagere.

Motion 1: Når grænsen også bliver digital

Den ene motion handlede om geoblocking. Mere konkret om at få afskaffet geoblocking for public service-indhold og om at få audiovisuelle medier ordentligt med i EU-reglerne.

Her i Sønderjylland ved vi godt, at sprog, kultur og medier ikke bare stopper ved grænsen. Når public service-indhold bliver låst bag digitale hegn, så rammer det ikke kun, hvad man kan streame en aften. Det rammer også adgangen til sprog, kultur og fælles offentlighed på tværs af grænsen.

Nu, hvor motionen er vedtaget, kan EFA arbejde videre med kravet om at ændre reglerne og lægge pres på for, at digitale grænser ikke fortsat spænder ben for mennesker i mindretal og grænseregioner.

Motion 2: Når et mindretalssprog ikke skal gøres til privat ejendom

Den anden motion handlede om varemærkeret og beskyttelse af regionale sprog og mindretalssprog. Baggrunden er, at virksomheder i nogle tilfælde har kunnet registrere almindelige ord, navne eller udtryk fra mindretalssprog som varemærker og bagefter forhindre andre i at bruge dem.

Det er jo skævt. Et mindretalssprog er ikke et smart brand, man kan tage ud af fællesskabet og lægge beslag på. Det er en del af en levende kultur og en fælles historie. Derfor handler motionen om, at EU’s praksis skal tage regionale sprog og mindretalssprog langt mere alvorligt.

Vedtagelsen betyder, at EFA nu har et klart mandat til at arbejde videre med spørgsmålet politisk og lægge pres på for ændringer i både praksis og lovgivning.

Motion 3: Et sted for sproglig mangfoldighed i Europa

Den tredje motion handlede om at oprette et europæisk center for sproglig mangfoldighed og mindretalssprog. Tanken er ganske enkelt: Der mangler et fælles sted, hvor viden kan samles, deles og bruges, og hvor de små sprogfællesskaber ikke bliver overset, bare fordi de er små.

Hvis man vil tage sproglig mangfoldighed alvorligt, så kræver det også institutioner, viden og vedholdenhed. Ikke kun pæne ord.

Nu er det også blevet en fælles sag i EFA at arbejde videre med.

Det, der også fyldte mellem møderne

Ud over motionerne fyldte boligspørgsmålet meget i samtalerne med andre partier. Mange steder i Europa bliver lokale presset ud af byer og øer, fordi boliger bliver for dyre. Det var et emne, mange kunne genkende, selv om de kom fra meget forskellige steder.

Der var også stor bekymring for planerne om at centralisere regionale EU-midler mere. Altså at penge, der egentlig er tænkt til regionerne, først skal forbi hovedstæderne, før nogen beslutter, hvor de gør gavn. Den tanke mødte ikke meget begejstring. Og det er til at forstå. For regionerne ved som regel selv bedst, hvad der er brug for lokalt.

Også ungdommen var med

Mens EFA holdt kongres, mødtes EFA Youth også til deres generalforsamling og egne debatter. Her blev der fremlagt resolutioner, diskuteret politik og valgt ny ledelse.

Og her kom der et resultat, som faktisk er ret stort set fra Sønderjylland: Katharina Kley fra junge SPitzen blev valgt som ny præsident for EFA Youth.

Det er vi meget stolte over. For EFA Youth samler unge fra regionale partier og mindretalspartier i hele Europa. At hun nu står i spidsen for den organisation, siger noget om både hendes format og om, engagementet af vores junge SPitzen.

Katharina Kley har i flere år været en tydelig stemme i det politiske ungdomsarbejde, og hun er samtidig engageret hjemme i Sønderjylland. Nu får hun en endnu større platform i det europæiske arbejde med unge, regioner, mindretal og grønne spørgsmål.

Hvad tager man så med hjem?

Måske først og fremmest det, at meget af det, der bliver kaldt europæisk politik, i virkeligheden handler om noget meget konkret. Det handler om, hvor man kan bo. Hvilket sprog man kan bruge. Hvad man kan se, læse og høre. Og om beslutninger bliver truffet tæt på folk eller langt væk fra dem.

Og så også den erkendelse, at man ikke kommer langt med bare at være imod det, man ikke bryder sig om. Man er nødt til at kunne pege på noget bedre. Noget, der virker i virkeligheden. Det var der meget af i Gandia. Ikke store mirakelløsninger. Men ærlige samtaler, fælles erfaringer og nogle klare politiske skridt videre.

Det var godt at have med hjem til Sønderjylland.